Kevin Magnussen lagde godt ud i Singapores Grand Prix, hvor han startede på en 6.-plads. Kort tid efter start, mistede han en række pladser, men han holdt fast i en pointgivende placering.
Efter en tæt duel med Alpine-kører Pierre Gasly, gik det dog galt for den danske Haas-kører. Han endte nemlig med at miste kontrollen over sin bil, og røg derfor af banen. Det betød, at flere andre kørere nåede at overhale ham.
"Jeg troede, det var game over," sagde Magnussen til Viaplay ifølge TV 2 Sport.
Det betød, at han nærmest ud af det blå lå på en 16.-plads. Derfor så det ikke ud til at være realistisk at køre sig tilbage i pointene. Haas besluttede at trække den danske kører i pit, så han kunne få ny dæk på.
Det viste sig at være en god idé, da det gjorde det muligt for ham at køre sig frem i feltet. Med få omgange tilbage lå han på en 11.-plads, men da Mercedes-kører George Russell kørte galt, fik Magnussen en gratis placering.
Det betød derfor, at han rykkede ind i top-10, hvilket var nok til at give ham et enkelt VM-point. Efter løbet gjorde han det klart, at han ikke selv havde regnet med, at det ville være muligt at køre sig tilbage i pointene.
"Med den bil, vi har, er det fantastisk for os at få et point i disse tider. Jeg troede ikke, at det ville være muligt. Selvom det så håbløst ud, besluttede jeg bare at prøve at få alt ud af det i tilfælde af, at der skulle komme en mulighed. Og så kom den mulighed. Det er en kæmpe forløsning," sagde han.
Det var Magnussens tredje VM-point i denne sæson, hvorfor han befinder sig på en samlet 18.-plads i stillingen. Han får en ny mulighed for at hente flere point, når han og resten af feltet skal køre i Japan i næste weekend.