Inden længe skal Tiger Woods for første gang siden april deltage i en professionel golfturnering. Det betyder, at han skal spille 72 huller, hvilket han ikke er bekymret for.
Det siger han på et pressemøde tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
I april blev den amerikanske stjerne opereret i sin ene ankel, og har ikke været i aktion siden. Torsdag vender han endelig tilbage til banen, hvilket fans fra hele verden har ventet længe på.
Hans retur finder sted i turneringen Hero World Challenge, som finder sted i Bahamas. Det er næppe helt tilfældigt, at det netop er her, han vender retur til golfbanen. Han er nemlig selv med til at arrangere denne turnering.
Forud for sit comeback, siger Woods, at han føler sig rusten. Det giver naturligvis god mening, da han ikke har haft mulighed for at spille i et stykke tid.
"Mit spil føles rustent. Jeg har ikke spillet i et stykke tid, siger Tiger Woods ifølge AFP.
"Jeg glæder mig til at spille, og jeg er lige så nysgerrig som alle jer andre på at se, hvad der sker, fordi jeg ikke har gjort det i et stykke tid."
Tilbage i april måtte Woods trække sig fra US Masters før tredje runde. Det var hans skade i anklen, der medførte, at han ikke længere var i stand til at spille.
Dengang florerede der også videoer, der viste, at han humpede rundt på Augusta National. Derfor var det tydeligt, at han havde store smerter i sin ankel, og at han ikke kunne fortsætte med at spille.
Forud for sit comeback, har den amerikanske stjerne understreget, at han ikke længere har smerter i sin ankel. Desuden mener han også selv, at han har niveauet til at vinde turneringen.