Tiger Woods slår fast: Jeg kan vinde

Af: Nicolai Busekist

|

16/02/2023 11:57

Mest læste i dag

Tiger Woods har gjort det klart, at han ikke ville stille op i weekendens PGA Tour-turnering, hvis ikke han selv mente, at han har en chance for at vinde.

I weekenden vender Tiger Woods retur til golf på højeste niveau. Her skal han nemlig tage del i PGA Tour-turneringen Genesis Invitational, der bliver spillet i Los Angeles.

Det er mere end et halvt år siden, at han sidst har deltaget i en officiel turnering. At han vender tilbage netop nu, er dog ikke blot for at hygge sig. Han vender tilbage for at vinde.

På et pressemøde forud for turneringen, har Woods forklaret, at han har 'presset ret godt på', og at han har været i stand til at restituere hver dag.

Han lagde dog ikke skjul på, at han fortsat er hæmmet af de skader, han pådrog sig, da han var involveret i en alvorlig bilulykke i februar 2021.

Det er dog især hans ankel, der volder ham problemer. Derfor vil det også primært være den, der skal holdes øje med i weekenden.

Selvom han døjer med skader og skavanker, er han dog af den overbevisning, at han har en chance for at vinde. Ellers havde han ikke valgt at stille op, lød det.

"Jeg havde ikke stillet op her, hvis ikke jeg troede, jeg kunne slå de her gutter og vinde. Det er min indstilling. Jeg er meget rusten, men det har jeg været før, hvor jeg har klaret mig godt," sagde han ifølge Ritzau.

Sidste år var det ikke meget, golffans fik mulighed for at se til Woods. Han deltog nemlig kun i de tre majorturneringer US Masters, British Open og PGA Championship.