Jonas Vingegaard slår fast: Det er min førsteprioritet

Af: Nicolai Busekist

|

18/11/2022 09:56

Mest læste i dag

Jonas Vingegaard er forundret over, at der er skabt tvivl om hans deltagelse ved næste års Tour De France, da det er hans førsteprioritet.

I løbet af de seneste måneder har der været rygter om, at der er tvivl internt i Jumbo-Visma om, hvorvidt Jonas Vingegaard skal have mulighed for at forsvare sin Tour de France-triumf næste år.

Han slår fast, at han og holdledelsen endnu ikke har talt om, hvordan hans løbskalender skal se ud næste år.

Derfor mener han også, at historien er blevet blæst ud af proportioner. Det eneste, der er blevet forklaret er, at planen ikke er blevet lagt endnu. Derfor er Tour de France naturligvis stadig inde i billedet.

Hvad der har været med til at puste til rygterne om, at han ikke skal køre Tour de France næste år er, at Vingegaard har givet udtryk for, at han også vil vinde de øvrige grand tours.

Selvom han har en drøm om at vinde Giro d'Italia og Vuelta a España, er Tour de France ikke ude af billedet til næste sæson. Faktisk er det hans førsteprioritet, lyder det fra den danske cykelstjerne.

"Selvfølgelig vil jeg gerne køre Tour de France. Det vil være min førsteprioritet, men holdet har selvfølgelig også noget at sige," fortæller Jonas Vingegaard ifølge Ritzau.

"Jeg ved godt, at nogle snakker om, at jeg ikke har min egen mening, men sådan er det altså ikke. Det er noget, vi bliver enige om."