Kevin Durant forlader Brooklyn Nets

09/02/2023 09:57

|

Nicolai Busekist

Foto: Mike Stobe/Getty Images

Mest læste i dag

Tiden i Brooklyn Nets er slut for Kevin Durant, der efter fire år har valgt at forlade NBA-klubben.

Efter fire sæsoner i trøjen hos Brooklyn Nets, har Kevin Durant valgt, at det skal være slut. Han har nemlig fundet sig et andet hold at tørne ud for.

Flere amerikanske medier, herunder ESPN, skriver, at han fra næste sæson skal spille for Phoenix Suns.

Det lyder, at de to klubber er blevet enige om en byttehandel, der altså sender Durant til Suns forud for den kommende sæson.

Han er dog ikke ene om at forlade Nets til fordel for Suns, da TJ Warren bliver sendt den samme vej.

For at få byttehandlen til at gå op, bliver der sendt tre spillere den anden vej. Konkret er der tale om Mikal Bridges, Cam Johnson og Jae Crowder, lyder det fra ESPN.

Durant, der i dag er 34 år, indledte sin karriere i NBA i 2007, hvor han fik en kontrakt hos Seattle Supersonics, som i dag hedder Oklahoma City Thunder.

I perioden fra 2016 til 2019 var han en af de store stjerner på holdet hos Golden State Warriors, der i både 2017 og 2018 kunne bryste sig af at blive NBA-mestre.

Ikke nok med det, så kunne Durant i begge finaler lade sig hylde som den mest værdifulde spiller.