Kevin Magnussen har fået en straf forud for løbet i Mexico, der betyder, at han skal starte længere tilbage i feltet.
Danske Kevin Magnussen kan få svært ved at få point med sig hjem fra Mexico, når han søndag aften dansk tid skal deltage i Mexicos Grand Prix.
Forud for løbet er han nemlig blevet straffet med fem placeringer. Selvom det er ham, der har modtaget straffen, er han faktisk ikke selv skyld i den.
Straffen er han nemlig blevet pålagt, fordi Pietro Fittipaldi fik motorproblemer, mens han kørte i den danske racerkørers racer i forbindelse med fredagens første træning.
Efterfølgende har det vist sig, at problemerne med motoren var af en karakter, der krævede, at motoren måtte skiftes. Det har betydet, at den danske racerkører er blevet tildelt en straf på fem placeringer på startgridden.
Det tyder dog ikke på, at der er sure miner fra danskeren, da han ved, at det ikke var den 26-årige Fittipaldis skyld.
"Jeg vidste, at jeg skulle sidde over til den træning. Han (Pietro Fittipaldi, red.) fik en fejl på motoren. Det er ikke fantastisk, men det er, hvad der sker," lød det fra Kevin Magnussen i et interview ifølge Ritzau.
I alt er det blevet til 24 point for Kevin Magnussen i løbet af denne sæson. Seneste han scorede point, var i sidste uge, hvor han sikrede sig en niendeplads.
Efter løbet blev han ellers rykket frem til en ottendeplads, da Fernando Alonso blev tildelt en straf. Denne straf blev dog senere trukket tilbage, hvilket skyldtes en procedurefejl i forbindelse med Haas' protest, som førte til straffen i første omgang.