Ny PL-klub melder sig ind i kampen om Bellingham

Af: Nicolai Busekist

|

17/09/2022 13:41

Mest læste i dag

Der er en klar forventning om, at Jude Bellingham siger farvel til Dortmund næste år. Og et skifte til Premier League virker sandsynligt.

Den blot 19-årige Jude Bellingham står højt på ønskelisten i en lang række klubber. Derfor er der også en klar forventning om, at han bliver solgt i sommerens transfervindue næste år.

Hidtil har han været sat i forbindelse med både Liverpool og Manchester United. Nu lyder det dog, at der er endnu en Premier League-klub, der har meldt sig ind i kampen om hans underskrift.

Ifølge The Sun kan De Røde Djævle og Liverpool nemlig forvente at få konkurrence fra Chelsea, når transfervinduet åbner næste sommer.

Fælles for de tre engelske klubber er, at de har brug for forstærkninger til midtbanen. Dertil skulle de også alle tre være klar til at betale op mod 860 millioner kroner for den unge englænder.

Efter at have købt Chelsea tidligere på året, har klubejer Todd Boehly stået i spidsen for en lang række indkøb denne sommer.

Alligevel er de dog ikke færdige med at købe ind. De har nemlig også i sinde at købe næste år. Og en af dem, de ønsker at købe, er Jude Bellingham.

Det lyder også, at Graham Potter, der er ny Chelsea-træner, skulle være stor fan af den unge midtbanespiller fra Borussia Dortmund.