Paul Pogbas storebror, Mathias Pogba, er blevet varetægtsfængslet. Det sker som led i en efterforskning af afpresning af fodboldstjernen.

Mathias Pogba og tre andre personer er havnet bag tremmer. De er alle blevet varetægtsfængslet i en sag, der handler om afpresning af fodboldstjernen Paul Pogba, der er lillebror til Mathias Pogba.

LÆS OGSÅ: Lewis Hamilton har stor frygt for denne sæson

Nyhedsbureauet AFP oplyser, at det er Mathias Pogba selv, der har meldt sig til politiet. Det gjorde han onsdag eftermiddag, og siden da har han været i politiets varetægt.

Sagen handler om, at Paul Pogba, der denne sommer skiftede til Juventus, beskylder en bande for at have forsøgt at afpresse ham for et stort millionbeløb.

Der er ikke blevet meldt et konkret beløb ud, men det skulle være en stor sum. Angiveligt er han blevet forsøgt afpresset med kompromitterende videoer.

Disse videoer har Mathias Pogba løbende udtalt sig om på de sociale medier. Her har han udtalt, at han vil dele videoer, der indeholder ‘store afsløringer’ om sin bror og agenten Rafael Pimenta.

Det er dog ikke blevet nævnt nærmere, hvilke afsløringer, der skulle være tale om. Derfor vides det heller ikke, om Mathias Pogba rent faktisk har kendskab til kompromitterende afsløringer.

LÆS OGSÅ: Boksebrag nærmer sig: Forventer kontrakt indenfor nærmeste fremtid

Efter sigende er Paul Pogba blevet forsøgt afpresset for 13 millioner euro, hvilket svarer til 96 millioner kroner. Det er dog ikke blevet bekræftet.