Mest læste i dag
Den tidligere tennisstjerne er blevet udvist af Storbritannien, efter at have været blevet løsladt fra fængslet.
Boris Becker, der har siddet fængslet i Storbritannien, er nu blevet løsladt. Det betyder dog ikke, at han kan gå rundt som en fri mand i det britiske kongerige.
LÆS OGSÅ: Land vil nægte Messi indrejse
Derimod skriver Ritzau og flere internationale medier, at han vil blive udvist, hvorfor han ikke længere kan opholde sig i Storbritannien.
Becker har været fængslet i en sag, hvor han blev dømt for at have skjult værdier for flere hundrede tusinde pund. Værdierne gemte han af vejen, fordi han tilbage i 2017 blev erklæret personlig konkurs.
I april blev han idømt en straf på to og et halvt år, som han har afsonet cirka otte måneder af.
Det betyder, at han er blevet løsladt før tid, da der egentlig var lagt op til, at han skulle afsone 15 måneder bag tremmer. Sådan gik det ikke, og resten af dommen er blevet gjort betinget.
Blandt de værdier, som han forsøgte at gemme af vejen, var der en ejendom i Tyskland samt 825.000 euro (6,1 millioner kroner), som han havde investeret i et teknologifirma.
Til trods for, at han i løbet af sin karriere formåede at tjene intet mindre end 160 millioner kroner i præmiepenge, og havde yderligere indtægt i form af sponsorater, kunne han ikke holde styr på sin økonomi.
De mange penge formåede den tyske stjerne nemlig at formøble, hvilket var årsagen til, at han tilbage i 2017 blev erklæret konkurs.
Desuden har han også været kendt skyldig i skattesnyd i Tyskland. Det modtog han en dom for tilbage i 2002. Da han modtog sin dom i Storbritannien, var dette en skærpende omstændighed for straffen.