For mere end tre år siden spillede Caroline Wozniacki sin sidste kamp som professionel tennisspiller. Nu vender hun tilbage.
I Australian Open 2020 spillede Caroline Wozniacki sin sidste kamp som professionel tennisspiller. Siden da har hun ikke spillet i professionelt regi.
Efter at have trukket sig tilbage fra tennissporten, tog Wozniacki sig en lang pause. Nu er hun nået til et punkt i sit liv, hvor hun igen er glad for at spille tennis.
Derfor skal hun også snart på banen igen, da hun har sagt ja til at spille med i Legends-turneringen ved French Open. Her skal hun spille med i to doublekampe.
"Jeg har spillet ret meget tennis på det sidste. Men der var også et par år, hvor jeg slet ikke spillede noget som helst. Nu spiller jeg igen og vil gerne lidt i form, og jeg føler glæden ved tennis igen," sagde Wozniacki ifølge TV 2 Sport søndag, hvor hun trænede på Roland Garos' træningsanlæg.
Den tidligere tennisspiller trænede i cirka en times tid, og havde et stort smil på læberne det meste af tiden.
På trods af dette, er der dog ikke et stort comeback i støbeskeen. Selvom hun igen har fundet glæde ved at spille tennis, betyder det ikke, at hun savner dagligdagen som professionel.
"Det er sjovt at spille de store kampe og de store turneringer, men jeg savner ikke dag til dag-tilværelsen og de små turneringer. Hele den grind der er ved at rejse fra uge til uge – det savner jeg ikke. Det er sjovt at være lidt med igen uden at være rigtigt med," lød det fra hende.
Der er derfor intet, der tyder på, at tennisfans får glæde af et comeback fra Wozniacki. Måske kan hun dog opleves i flere turneringer af den karakter, som hun deltager i ved French Open.