Holger Rune er finaleklar: Så mange penge kan han vinde

Af: Nicolai Busekist

|

06/11/2022 07:27

Mest læste i dag

Søndag skal Holger Rune spille finale ved ATP-turneringen i Paris, hvor han står over for ingen ringere end Novak Djokovic.

Når Holger Rune søndag eftermiddag skal spille mod Novak Djokovic ved ATP-turneringen i Paris, bliver det en af de største kampe i hans karriere.

Skulle det vise sig, at den blot 19-årige dansker vinder over Djokovic, kan han ikke blot glæde sig over at have vundet en titel på ATP 1000-niveau.

Han kan også se frem til at tage en ganske klækkelig sum penge med hjem fra Paris. Ifølge mediet Sportskeeda kan vinderen nemlig se frem til at stikke omtrent 6,2 millioner kroner i lommen.

Formår han ikke at besejre Novak Djokovic, der i skrivende stund ligger nr. 7 på verdensranglisten, kommer han dog ikke til at gå tomhændet hjem.

Derimod skriver Sportskeeda, at der også er en trøstepræmie til andenpladsen i form af en præmiesum på omtrent 3,4 millioner kroner.

Uanset om Holger Rune vinder eller taber søndagens kamp mod Djokovic, er han derfor garanteret at kunne forlade Paris med en stor sum penge i bagagen.

Rune sikrede sig en plads i finalen, efter at have besejret Felix Auger-Aliassime med cifrene 6-4, 6-2.

Auger-Aliassime havde ellers gang i en rigtig god stime, og gik ind til kampen mod Rune med hele 16 sejre i træk i rygsækken. Denne stime fik den dansk tennisstjerne dog sat en stopper for.

Hans næste udfordring bliver nu Novak Djokovic, som han spiller mod søndag kl. 15.00 i Paris Masters-finalen. Kampen kan ses på TV2 Sport X.