Holger Rune har flere gange bevist, at han er en ung mand, der ikke er bleg for at give udtryk for sin holdning og sine frustrationer.
Dette er også noget, som han viser på banen, hvis spillet ikke går hans vej. Og det kan man ikke ligefrem sige, at det har gjort på det seneste.
Dette har dog ikke afholdt ham fra at kritisere andre aspekter af tennissporten. Blandt andet har han for nylig rettet kritik af dopingreglerne, hvilket sker i kølvandet på, at den svenske tennisspiller Mikael Ymer indstillede karrieren i en alder af 24 år.
Det er en nyhed, der også er nået frem til Holger Rune, som ærgrer sig over karrierestoppet. Mikael Ymer er nemlig en af hans gode venner.
"Jeg kommer til at savne ham meget. Mikael er en af mine meget gode venner," udtaler Holger Rune i et interview med Expressen.
Karrierestoppet var et direkte resultat af, at Mikael Ymer tilbage i juli blev idømt en 18 måneders karantæne for overtrædelse af dopingreglerne.
Det skyldes dog ikke, at han er blevet testet positiv for doping. Derimod er han blevet dømt for at have været utilgængelig for dopingtest uden for konkurrence tre gange inden for et år.
Netop denne regel er Holger Rune ikke den største fan af, og det tøver han bestemt heller ikke med at ytre sig om.
"Jeg ved, det er meget frustrerende. Og jeg synes faktisk, at reglerne på området er latterlige. Men det er reglerne," lyder det fra den danske stjerne.
Det er ikke første gang, at Holger Rune har rettet kritik af reglerne. Det gjorde han også under Wimbledon i sommer, hvor han forklarede, at han mener, at man bør kunne håndtere det på en bedre måde.