Alexander Zverevs tidlige exit fra Japan Open kan få store konsekvenser

Af: Nicolai Busekist

|

16/10/2023 18:30

Tyske Alexander Zverev er blevet sparket tidligt ud af Japan Open, og det kan få store konsekvenser for ham.

Mest læste i dag

Det var bestemt ikke forventet, at australske Jordan Thompson skulle ende med at besejre Alexander Zverev ved Japan Open. Ikke desto mindre vandt han kampen i Tokyo i to sæt.

Den 26-årige tyske stjerne leverede en præstation, der var langt under hans sædvanlige niveau. Det kunne Thompson lukrere på, da han vandt deres kamp med cifrene 6-3, 6-4.

Det betyder naturligvis ikke kun, at Zverev går glip af en potentielt større præmiesum. Det betyder også, at der er en stor fare for, at han ikke kan kvalificere sig til ATP Finals i år.

Den dobbelte ATP Finals-mester befinder sig i skrivende stund på en 7.-plads i stillingen om en plads ved turneringen i Torino.

Han er dog ikke ene om at kæmpe om en plads i Torino. Det samme gør sig gældende for både Taylor Fritz, Casper Ruud og Hubert Hurkacz. Derudover kæmper danske Holger Rune også for at sikre sig en plads.

Fælles for dem alle er, at de nu har en chance for at lukke hullet til Zverev. Det vil især være tilfældet, hvis de formår at gå hele vejen i deres kommende turneringer i hhv. Stockholm og Antwerpen.

"Jeg spillede forfærdeligt i dag," sagde Zverev efter nederlagt ifølge Planet Sport.

"Han spillede ret godt. Han servede ret godt, men det var bare en meget dårlig kamp for mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige."

Zverev trådte ind til denne kamp efter et andet exit i første runde i Shanghai. Her tabte han til den russiske 26-årige Roman Safiullin. Efter kampen brugte tyskeren sygdom som undskyldning for nederlaget.

Zverev ligger i skrivende stund nummer ni på verdensranglisten. Han er nødt til at håbe på at kunne genvinde den form, der sikrede ham titlen ved Chengdu Open for nylig. Ellers kan det bliv svært for ham at sikre sig en ATP-finaleplads i de kommende turneringer.