Har været inde i dårlig stime: Nu taler Holger Rune ud
Af: Nicolai Busekist
|
17/10/2023 08:00
Mest læste i dag
Den 20-årige Holger Rune har været inde i en decideret krise i de seneste par måneder. Det har resulteret i flere chokerende nederlag, og en mentalt knækket tennisstjerne.
På grund af den dårlige form, er det kun blevet til én sejr siden sommerens Wimbledon-kvartfinale. Da han i sidste uge blev sendt ud af Masters 1000-turneringen i Shanghai i første kamp, stod det for alvor klart, at han var inde i en krise.
Hidtil har han forholdt sig stille omkring den dårlige stime, men nu har han valgt at tale ud om det forud for Nordic Open-turneringen.
"Ja, det har ramt mig hårdt, men jeg vidste også, hvorfor det skete," siger han til B.T.
Han fortæller også, at det er noget, som alle spillere løber ind i. Derfor forsøger han også blot at holde fokus på at forbedre sig.
Efter at være blevet sendt ud af turneringen i Shanghai, rejste han hurtigt hjem til Monaco. Her har han opholdt sig, mens han har trænet hårdt forud for den kommende turnering i Stockholm.
Samtidig har han også brugt tid på at tænke over, hvad der er gået galt for ham på det seneste. Her er han nået til den konklusion, at hans trænerskifte blandt andet har haft betydning.
"For mig har den primære årsag været trænerskiftet samt fokus på andre ting, der har gjort, at jeg ikke har kunnet spille ordentligt på banen. Planen var jo, at både Lars (Christensen, red.) og Patrick (Mouratoglou, red.) skulle være her i dag. Men jeg må deale med det og lære af det," siger han.
I interviewet fortæller han også, at det ikke kun handler om resultater på tennisbanen. For Holger Rune handler det også om at kunne bruge tid sammen med sin familie.