Holger Rune nægter at svare: 'Man kan ikke tvinge folk'

Af: Nicolai Busekist

|

04/07/2023 06:27

Mest læste i dag

Holger Rune havde ikke den store lyst til at svare på spørgsmålet, da han blev spurgt om sin holdning til Saudi-Arabiens potentielle indtog i tennisverdenen.

I de seneste måneder har flere store fodboldstjerner skiftet adresse til Saudi-Arabien. De har valgt at opgive deres karrierer i Europa, for i stedet at tage imod en stor pose penge i Saudi-Arabien.

Og det ser nu ud til, at det ikke blot er fodbold, de har valgt at kaste sig over. De skulle også være klar til at betale en stor sum penge for at få større indflydelse i tennisverdenen.

Ifølge flere medier arbejder Saudi-Arabien på at få både en ATP- og WTA-turnering til landet. Det er dog ikke alle, der har taget godt imod dette, da landet har været under heftig kritik for sine brud på menneskerettighederne.

Af denne grund har rygterne om disse turneringer også været et meget stort samtaleemne i forbindelse med Wimbledon, der blev sat i gang mandag.

Danske Holger Rune stillede også op til et pressemøde mandag. Her gik han heller ikke fri for spørgsmål, der handlede om dette emne.

Den 20-årige tennisstjerne var dog hurtig til at slå fast, at det ikke var noget, som han ønskede at svare på.

"Jeg ser selvfølgelig, hvad der sker, men jeg har ikke de store holdninger til det. Jeg fokuserer på, hvad jeg skal gøre på banen. Det kommer aldrig til at blive min beslutning, så jeg forholder mig ikke til det," sagde han ifølge B.T.

"Nogle svarer, andre vil ikke. Sådan er det. Man kan ikke tvinge folk til det."

Det har også været på tale, at Next Gen Finals fremover skal spilles i byen Jeddah i Saudi-Arabien. Dette er den særlige ATP-finale for spillere på 21 år eller derunder.

Det vides ikke, hvornår det forventes, at en eventuel aftale med Saudi-Arabien bliver offentliggjort. Hidtil har det nemlig kun været på rygtebasis, at der har været tale om det.