Holger Rune står i skrøbelig situation: Kan ende med at koste ham dyrt
Af: Nicolai Busekist
|
04/10/2023 09:42
Mest læste i dag
Den unge tennisstjerne har kæmpet for at sikre sig en plads i det fine selskab. Men hans niveau har haltet gevaldigt på det seneste, og det kan ende med at være katastrofalt for ham.
Holger Rune har kæmpet for at sikre sig en plads ved den famøse sæsonfinale i Toronto i midten af november. Men det kræver, at han formår at holde sig inde i top-8. Gør han ikke det, vil han ikke få en billet til den store turnering.
På nuværende tidspunkt befinder han sig på en ottendeplads på 2023-pointlisten, men han befinder sig kun 90 point foran Taylor Fritz på niendepladsen. Derfor er der en fare for, at han mister sin plads ved sæsonfinalen, hvis han ikke snart får hevet nogle sejre i land.
TV 2's tenniskommentator Patrik Wozniacki har overfor B.T. understreget vigtigheden af, at den unge stjerne snart begynder at vinde nogle kampe.
"Det er ikke optimalt, så han skal snart til at vinde og få noget selvtillid. Der er to store turneringer tilbage. Shanghai Masters og Paris Masters. Jeg tror stadig på, at han kan finde formen, der gør, at han kommer med til Torino. Det ville være en stor gulerod at slutte af med," siger han til B.T.
Derudover vil det også have stor betydning for hans selvtillid, hvis han får flere sejre med i bagagen, inden han møder op til sæsonfinalerne. Får han ikke skrevet flere sejre på CV'et i den nærmeste fremtid, mener Wozniacki, at han ikke hører til ved sæsonfinalen.
"Hvis han kommer med til sæsonfinalerne uden at have vundet ret mange kampe, så er det sgu næsten ligegyldigt. Så har han ikke noget at gøre dér alligevel," fortæller han.
Hvis han skal gøre sig forhåbninger om at sikre sig en billet, kræver det dog, at han finder et højere niveau frem. I det seneste stykke tid er det kun blevet til én sejr i de seneste ni kampe.
Derfor står han i de kommende uger overfor en svær opgave med at skaffe point nok til at kvalificere sig til sæsonfinalen. Dette skal han forsøge at gøre i denne uge ved Shanghai Masters, hvor der er 1.000 point på spil.
Derefter skal han en tur til Stockholm Open, hvor han skal forsøge at forsvare den titel, han vandt næste år. Efterfølgende har han en ATP 500-turnering i Basel, inden det er blevet tid til årets sidste Masters 1000-turnering i Paris – hvor han vandt sidste år.