Holger Runes søster taler ud: Han var tyk og doven

Af: Nicolai Busekist

|

13/05/2023 09:57

Mest læste i dag

Holger Rune har ikke altid været en dedikeret og toptrænet tennisspiller. Faktisk har han tidligere været 'ret doven' og 'lidt tyk'.

I dag er det svært at forestille sig, at der har været en tid, hvor 20-årige Holger Rune ikke var i formidabel form. Tilsyneladende har der dog været en sådan tid.

Sådan lyder det i hvert fald fra hans søster, Alma, der har afsløret, at han tidligere var både 'ret doven' og 'lidt tyk'.

Det har hun fortalt i et interview med ATP's hjemmeside, hvor hun også understregede, at det bestemt ikke er tilfældet længere.

Tværtimod har han udviklet sig til at være en både dedikeret og disciplineret ung mand, der ikke er bange for at være ærlig om sine store mål.

Og netop det faktum, at han har meget store mål, har fået ham til at sætte alt ind på det. Ifølge Alma har han derfor heller ikke en plan B, hvis det ikke skulle lykkes.

"Han har en plan A og et mål. Det er alt eller intet. Han går efter det hele. Han behøver ikke komme med undskyldninger for, når han ikke vinder eller får succes. Og det gør han ikke. Han har aldrig haft en plan B. Så det er alt eller intet," sagde hun.

Derudover afslørede hun også, at hun er meget imponeret over den mentalitet, som Holger Rune viser på banen.

"Jeg synes, han er så kølig i svære situationer. Han er så modig. Han bliver ikke bange, selvom han gerne vil gøre alt perfekt. Jeg er sådan: 'Wow, du er kun 19. Og du spiller mod de bedste spillere i verden og forbliver så rolig.' Han frygter virkelig intet. Jeg synes, han er virkelig frygtløs, og det gør mig rigtig stolt," lød det.