Holger Rune har spillet sig videre til tredje runde i Wimbledon, hvor han skal spille mod spanske Alejandro Davidovich Fokina.
Når Holger Rune lørdag skal forsøge at spille sig videre til fjerde runde i Wimbledon, er det spanske Alejandro Davidovich Fokina, han skal besejre.
Fredag eftermiddag sikrede Davidovich Fokina sig en billet til kampen mod Holger Rune, efter at have vundet over Botic van de Zandschulp i fire sæt med cifrene 6-1, 2-6, 6-4, og 6-3.
Derfor er der lagt op til et revancheopgør mellem de to spillere, da den spanske profil slog ham ud af tredje runde ved ATP Masters 1000-turneringen i Madrid.
Det var en meget tæt kamp som endte med cifrene 7-6, 5-7 og 7-6 til Davidovich Fokinas fordel. Dengang blev der dog spillet på grus og ikke på græs, som vil være tilfældet, når de lørdag spiller mod hinanden i Wimbledon.
Holger Rune og Davidovich Fokina har hverken før eller siden stået overfor hinanden på banen. Derfor er det først i lørdagens kamp, at den 20-årige dansker får muligheden for at tage revanche for nederlaget i Madrid i maj.
Læs også: Holger Rune kæreste
I modsætning til Davidovich Fokina, havde Holger Rune ikke brug for fire sæt til at spille sig videre fra anden runde. Derimod lykkedes det ham at besejre spanske Alejandro Carballes Baena i tre sæt.
Han var ikke helt lige så velspillende, som det var tilfældet i første runde, men alligevel kom han igennem kampen uden at afgive et sæt.
Alligevel var det tydeligt, at han havde svært ved at finde det høje niveau frem, som han viste i sin kamp i første runde. Blandt andet lavede han over dobbelt så mange uprovokerede fejl fredag i forhold til kampen mod George Loffhagen.
Vinder Holger Rune lørdagens kamp, kan han se frem til at spille mod enten Frances Tiafoe eller bulgarske Grigor Dimitrov i fjerde runde. Fælles for dem begge er, at de vandt deres kamp i anden runde i tre sæt.