Mest læste i dag
Novak Djokovic har taget sin far i forsvar, efter han er havnet i modvind, fordi han har poseret med fans, der bar et russisk flag.
Søndag skal Novak Djokovic spille finale ved Australian Open, hvor han skal møde Stefanos Tsitsipas. Og her håber han at have sin far på tribunerne.
Sådan lød det fra den serbiske stjerne ifølge nyhedsbureauet AFP, efter han havde sikret sig sejren over amerikanske Tommy Paul.
I semifinalen var Srdjan Djokovic ikke at finde på tribunen, da han var havnet i modvind, fordi han havde poseret med fans, der bar det russiske flag.
Han valgte derfor at blive væk fra kampen, da han ikke ønskede, at det skulle forstyrre hans søn. Efter kampen sagde Novak Djokovic, at han mener, at billederne af sin far er blevet fejlfortolket.
"Jeg så, hvad alle andre så, og det er uheldigt, at fejlfortolkningen er eskaleret i så stor grad," lød det fra ham ifølge Ritzau.
"Det ramte mig selvfølgelig. Jeg blev først opmærksom på det i går aftes. Og så blev jeg selvfølgelig ikke glad for det. Min far og hele min familie har været gennem adskillige krige. Vi er imod krigen. Vi vil aldrig støtte nogen form for vold eller krig."
Det hele begyndte at rulle, da Djokovic havde slået russiske Andrey Rublev i kvartfinalen onsdag.
Her var der en gruppe russere, der havde samlet sig foran arenaen, da de ønskede at vise deres støtte til den russiske præsident, Vladimir Putin, som Djokovic' far fik taget billeder med.
LÆS OGSÅ: Gareth Bale skifter sportsgren
Desuden har der floreret rygter om, at hans far skulle have sagt 'længe leve Rusland', hvilket Novak afviste fredag. Han påstod nemlig, at hans far blot sagde 'cheers'.