Nu er det afsløret: Han er Holger Runes næste modstander

Af: Nicolai Busekist

|

18/06/2023 06:23

Mest læste i dag

Inden længe skal Holger Rune tage hul på sin græssæson, og når han gør det, bliver det mod en hård modstander. 

Holger Rune havde svært ved at få tingene til at fungere på græs sidste år. Dette skal han forsøge at gøre bedre i år, og han får første chance for at gøre dette ved cinch Championships. Det er en ikonisk turnering, der også er kendt som Queen's Club-mesterskaberne. 

Denne turnering løber af stablen fra 17. juni til 25. juni, og hans første modstander er nu blevet afsløret. Ifølge Ekstra Bladet skal han i første kamp spille mod servekongen Maxime Cressy. 

De to mødte også hinanden på banen i Montpellier tidligere på året. Dengang foregik det dog ikke på græs, men var derimod på hardcourt indendørs. Her gik det Cressys vej, hvilket Rune skal forsøge at undgå denne gang. 

I januar stod de også overfor hinanden i Australian Open, men her var det Holger Rune der viste sig at være bedst. 

Da de spillede mod hinanden i Montpellier, var det i høj grad Cressys voldsomme serv, der viste sig at være et stort problem for den 20-årige dansker. 

I skrivende stund er Cressy nummer 40 på verdensranglisten. Derfor er det Holger Rune, der er den klare favorit til at vinde kampen i London. Det er tilfældet, til trods for, at han ikke er ekspert på græs. 

Hvis han formår at spille sig videre til næste runde, som det er forventet af ham, vil han med stor sandsynlighed løbe ind i franske Ugo Humbert. 

Derfra bliver der skruet op for niveauet, da de efterfølgende runder kan ende med at byde på kampe mod Lorenzo Musetti, Taylor Fritz og Carlos Alcaraz. Det kræver dog, at seedningerne holder hele vejen. 

For de fleste er cinch Championships en form for opvarmning til Wimbledon, som er den helt store turnering i græssæsonen. Den ikoniske turnering bliver spillet fra den 3. juli til 16. juli.