Holger Rune har for første gang i sin karriere kvalificeret sig til ATP Finals i Torino. Det er en meget prestigefyldt turnering, hvor de otte bedste spillere i denne sæson er samlet.
Torsdag blev det afsløret, hvornår Rune skal spille sin første kamp. Det skal han søndag aften kl. 21.00 dansk tid, hvor han skal møde Novak Djokovic.
Det kan vise sig at blive en meget vanskelig kamp for Rune, da Djokovic har statistikken på sin side. Da han i sidste uge vandt Paris Masters-titlen, rundede han sin Masters 1000-titel nummer 40.
Med sine fem sejre i den franske hovedstad formåede han også at forbedre sin statistik. Det betyder, at han nu har en sejrsprocent på 80% i kampe spillet indendørs. Det skriver Tennis.com.
Og da kampene i Torino bliver spillet indendørs på hardcourt, er det ikke en statistik, der taler til Runes fordel. Tværtimod vidner det om, at den 20-årige dansker står overfor en meget vanskelig kamp.
Da han gik ind til turneringen, havde han vundet 187 kampe og tabt 48 kampe indendørs. Dette var svarende til en sejrsprocent på 79,6%, men efter turneringen så det anderledes ud.
I Paris lykkedes det den serbiske stjerne at vinde over både Tomas Martin Etcheverry, Tallon Griekspoor, Holger Rune, Andrey Rublev og Grigor Dimitrov. Derfor havde han vundet 192 kampe, da han forlod turneringen, hvilket giver en sejrsprocent på 80%.
Ifølge ATP kan Djokovic bryste sig af at være kun en blandt seks herrespillere i Open Era, der har en sejrsprocent på over 80% indendørs.
Det er dog værd at nævne, at Djokovic og Rune har spillet fire kampe mod hinanden, som har fordelt sig ligeligt. De har nemlig begge vundet to kampe.