Tilfreds Holger Rune efter kvartfinalesejr: Tæt på perfektion
Af: Nicolai Busekist
|
03/03/2023 11:57
Mest læste i dag
Holger Rune havde god grund til at være tilfreds, da han sikrede sig en plads i semifinalen i ATP-turneringen i Acapulco.
Ganske vist vandt Holger Rune sin kvartfinale, fordi hans modstander trak sig, men han nåede at vinde første sæt på suveræn manér - og at bringe sig i front i andet sæt.
Den 19-årige tennisstjerne vandt sin kvartfinale i ATP-turneringen i Acapulco i Mexico, da hans modstander, italienske Matteo Berrettini, der er nr. 24 i verden, trak sig fra kampen i starten af andet sæt.
Danskeren havde dog kurs med en sikker sejr, da han vandt første sæt 6-0, og havde også bragt sig selv i front med 1-0 i andet sæt, da den italienske spiller valgte at trække sig.
Efter kampen lagde Rune da heller ikke skjul på, at han selv var meget tilfreds med sin præstation på banen.
"Det var tæt på perfektion fra min side. Jeg spillede meget disciplineret fra start til slut," sagde han ifølge Ritzau til TV 2 Sport efter kampen.
Han gjorde det dog også klart, at han naturligvis ikke syntes, at det var 'fedt', at kampen ikke kunne blive spillet færdig, men han ønskede også Berrettini det bedste.
"Selvfølgelig er det aldrig fedt at slutte sådan her, og jeg ønsker Matteo alt det bedste. Men hvis jeg ser på mig selv, er jeg superstolt af, hvordan jeg håndterede situationen. Nu kan jeg bare ikke vente til semifinalen," sagde han.
Kampen blev sat i gang ca. kl. 05.15 dansk tid fredag morgen, men kort tid efter blev kampen afbrudt, da det begyndte at vælte ned med regn.
Da kampen blev genoptaget, gik der ikke lang tid, før Berrettini endte med at trække sig. Inden han gjorde det, hamrede han dog sin ketsjer i gulvet, hvilket viste, at han var tydeligt frustreret over, hvad der foregik.
I sidste duel endte italieneren med slet ikke at løbe efter Runes slag, hvorefter han gik op til nettet, hvor han sagde tak for kampen til den unge dansker.
Der blev ikke givet nogen forklaring fra Berrettinis side, inden han forlod banen, hvorfor det ikke vides, hvad der fik den italienske stjerne til at trække sig fra kampen.