Tyson Fury lover comeback - men det bliver dyrt

17/06/2022 10:00

|

Nicolai Busekist

Foto: Julian Finney/Getty Images

Mest læste i dag

Tyson Fury har tidligere udtalt, at han har indstillet sin karriere. Nu lover han et comeback, hvis han bliver tilbudt den rette sum penge.

Tyson Fury har gjort det klart, at han er åben for at vende tilbage til bokseringen. Det kommer dog kun til at ske, hvis nogen er villig til at betale ham en stor sum penge.

The Gypsy King har nu løftet sløret for, hvad det vil koste, hvis han skal hentes retur til bokseringen. Det har han gjort kort tid efter, at han sagde, at man 'aldrig skulle sige aldrig' i forhold til et comeback.

"Bare en hurtig besked for at lade alle vide, at jeg, The Gypsy King, er lykkeligt pensioneret," siger Tyson Fury i en video, som han har delt på de sociale medier.

Til trods for, at han tilsyneladende er lykkeligt pensioneret, har han dog ladet døren stå på klemt for et muligt comeback. Skal det blive en realitet, skal der dog en stor sum penge på bordet.

"Men for at få mig ud af pensionen, i betragtning af, at jeg ikke har brug for pengene, og jeg har ikke brug for forværringen, vil det koste disse mennesker en halv milliard," siger han.

Fury har derfor ikke de store planer om et comeback, medmindre nogen er villige til at betale ham 500 millioner pund for det. Det er svarende til intet mindre end 4,3 milliarder kroner.

Og han har bestemt ret i, at han ikke har brug for pengene, da hans nuværende formue estimeres til at lyde på mellem 871 millioner kroner og 1 milliard kroner.

Men mon ikke, at en kamp mod enten Anthony Joshua og Oleksandr Usyk, som vil være om samtlige bælter i verden, kan lokke ham tilbage i ringen. Den lønningsdag, der følger med, vil sandsynligvis også være svær at takke nej til.