Mest læste i dag
Logan Paul har planer om at vende tilbage til bokseringen næste år - og det kan ske allerede i januar.
Den amerikanske YouTube-stjerne skal dog først have en kamp med Roman Reigns overstået i WWE-regi. Ham tørner han sammen med ved Crown Jewel den 5. november.
LÆS OGSÅ: Logan Paul skal i ringen med WWE-stjerne
Både Paul og WWE har via de sociale medier bekræftet, at kampen kommer til at finde sted. Og efter kampen mod Reigns, har den 27-årige Paul planer om at vende retur til bokseringen.
Ifølge The Sun forventes han at vende retur til bokseringen den 14. januar.
For nylig skrev Paul under på en lang kontrakt med WWE, hvorefter han kæmpede ved SummerSlam. Her overraskede han WWE-fans med sine akrobatiske evner, og vandt endda over The Miz.
Da det blev meldt ud, at han havde skrevet kontrakt med WWE, blev han blandt andet lykønsket af KSI, som tidligere var hans svorne fjende, men i dag er hans forretningspartner.
Og nu lyder det, at hans næste boksekamp kan blive en del af 'MISFITS 4', hvilket betyder, at han kommer til at bokse samme aften, som KSI skal i ringen igen.
KSI har bekræftet, at han vil bokse igen i januar, efter at have vundet to kampe på én aften i august. En række tweets er blevet delt af KSI og Paul, der indikerer et såkaldt 'Prime Squad Card' i januar.
Det formodes at være en hentydning til, at både KSI og Logan Paul vil være en del af begivenheden, da de sammen ejer virksomheden Prime.
På Twitter har Paul desuden meldt ud, at han ønsker, at hans næste kamp skal være mod Dillon Danis, hvilket MMA-kæmperen angiveligt også skulle være interesseret i.