Efter sponsorstop: Jonas Vingegaards chef melder ud om Jumbo-Vismas fremtid

Af: Nicolai Busekist

|

15/10/2023 20:15

Jumbo-Visma, der har danske Jonas Vingegaard, på kontrakt, siger fra udgangen af 2023 farvel til holdets ene titelsponsor.

Mest læste i dag

I de seneste år har Jumbo-Visma vist sig at være et af de bedste hold i cykelsporten. På trods af dette, har der været tvivl om deres fremtid.

Det skyldes, at de fra udgangen af dette år må sige farvel til Jumbo som sponsor. Det har ført til en lang række spekulationer om økonomien hos cykelholdet.

Desuden har der også været forskellige rygter om en ny sponsor. Blandt andet har der været forlydender om, at Amazon skulle være ny storsponsor for holdet. Ligeledes har der også været rygter om et saudiarabisk indtog.

Det tyder dog ikke på, at noget af det bliver en realitet. Derimod har holdets ledelse nu meldt ud, at de har landet aftaler, der sikrer et godt fundament for Vingegaard og co. i de kommende år.

"Vi vil gerne fortsætte med at skrive historie i de næste ti år, og jeg kan sige, at vi efter en dejlig tid med Jumbo nu går i gang med et nyt kapitel," siger sportsdirektør Merijn Zeeman ifølge belgiske Het Nieuwsblad.

Han afslører også, at holdchef Richard Plugge og kommerciel chef Sander Kruis har arbejdet på at indgå aftaler med nye sponsorer. Her skulle der være tale om en række 'meget gode selskaber', men der bliver ikke nævnt navne.

"Det er nu sikkert, at vi kan fortsætte med at udbygge holdet i de kommende år. Siger jeg dermed, at holdets fremtid er sikret? Ja, det gør jeg absolut. Men jeg kan ikke gå i detaljer," siger Zeeman.

Ritzau skriver, at der tidligere har været tale om at hollandske Pon Holdings skulle være en afgørende støtte i fremtiden. Selskabet er blandt andet ejer af cykelmærket Cervelo, som Jumbo-Visma benytter sig af.