Mest læste i dag
De første 20 minutter af Danmarks EM-kvalifikationskamp mod Kasakhstan, var bestemt ikke den bedste del af kampen set med danske briller.
Derimod havde Kasakhstan for stor succes med flere af deres offensive indsatser, hvilket resulterede i flere chancer. Ingen af dem blev dog forvandlet til et mål, og umiddelbart derefter skruede det danske mandskab op for niveauet.
Men faktisk var det ikke, hvad Joakim Mæhle udtalte sig om til pressen efter kampen. Derimod langede han ud efter den dårlige plæne i Parken, der er i en pinlig forfatning efter den store Suspekt-koncert i september.
"Som fodboldspiller skal man aldrig give banen skylden, men den er ikke god," sagde Mæhle ifølge B.T., da han fik spørgsmål om græstæppet i Parken.
Herefter forsøgte han at komme baneforholdene en smule til undsætning. Blandt andet sagde han, at de selv skulle være bedre til at håndtere spillet, og ikke give banen skylden. Desuden 'ved de jo', at banen er belastet af både koncerter og fodboldkampe.
På grund af banens dårlige tilstand, besluttede landstræner Kasper Hjulmand at truppen skulle klare fredagens træning i Helsingør. Det er ellers kutyme at træne i Parken dagen inden en kamp. At han besluttede ikke at gøre dette, bakkede Mæhle op om efter opgøret.
"Havde vi trænet herinde, så tror jeg bare, vi havde gjort den endnu værre. I anden halvleg var den helt trådt op, da vi gik ud. Man sank jo næsten helt i," sagde den danske profil.
Selvom baneforholdene ikke var noget at råbe hurra for, så formåede Danmark alligevel at vinde med 3-1 over Kasakhstan. Dermed har de formået at bringe sig et skridt tættere på at kvalificere sig til EM.
Fodbold
Tennis