Mattias Skjelmose smider stor bombe
Af: Nicolai Busekist
|
23/10/2023 08:00
Mest læste i dag
Mattias Skjelmose har ved flere lejligheder markeret sig på den store scene i år. Derfor har mange haft en forventning om, at han næste år skulle køre Tour de France.
Men nu har han afsløret, at det ikke kommer til at ske. Den 23-årige cykelrytter har andre planer for den kommende sæson, og derfor passer Tour de France ikke ind.
Ifølge Ritzau udtaler Skjelmose sig om dette i Bobby Julich og Jens Voigts podcast.
"Jeg vil gerne gøre det godt i ardennerugen og især forbedre mit Liège-Bastogne-Liège-resultat," siger Skjelmose om sine planer for næste år.
I år havde han god succes i ardennerugen, hvor han sikrede sig en top-10-placering i alle tre løb. I Liège-Bastogne-Liège gik det ham også rigtig fint, da han sikrede sig en samlet 9.-plads.
"Derudover satser jeg på Dauphiné og forhåbentlig også OL, og derefter har jeg Vueltaen som et stort mål, som bliver efterfulgt af VM," siger han.
I podcasten fortæller han også, at det er sportsdirektør i Lidl-Trek, Kim Andersen, der har udformet en plan for Skjelmose.
Denne plan er, at han skal køre klassement i Vuelta a España i den kommende sæson. Dette skal ses som en form for opvarmning til året efter, hvor han skal køre klassement i Tour de France. Og sætte alt ind på det.
I år fik han sin debut i det franske etapeløb, efter at have vundet Schweiz Rundt. Her var hans mål at køre klassement, men undervejs ændrede det sig, og han begyndte i stedet at køre efter etapesejre.
Desværre lykkedes det ham ikke at hive en etapesejr med hjem til Danmark. Til gengæld spillede han en vigtig rolle i, at holdkammeraten Giulio Ciccone vandt den prikkede bjergtrøje. Desuden var han også en vigtig hjælperytter for Mads Pedersen på flere etaper.