Danske Jonas Vingegaard måtte i år nøjes med en 2.-plads i Vuelta a España. Det skyldes, at det internt på Jumbo-Visma blev besluttet, at holdkammeraten Sepp Kuss skulle have lov til at køre i mål med den røde trøje.
Det har naturligvis delt vandene, at holdet på denne måde besluttede, hvem der skulle vinde. Ligeledes har der også været spekuleret i, hvad Vingegaard synes om det.
Det er især tilfældet, da den danske stjerne umiddelbart lignede den stærkeste af ham selv, Kuss og Primoz Roglic. Derfor var der gode chancer for, at han kunne have vundet endnu en Grand Tour i denne sæson.
Vingegaard har i et interview med mediet Vélo Magazine afsløret, at det ikke var planlagt på forhånd, at Jumbo-Visma skulle gå efter alle tre podieplaceringer. Da det viste sig at være en mulighed, besluttede de sig for at gå efter det.
Men alligevel opstod der problemer på holdet. Det skyldes, at der var usikkerhed om, hvem der skulle køre for sejren. Derfor endte det som bekendt med, at Vingegaard og Roglic kørte fra Kuss på 17. etape. Og nu har han indrømmet, at ingen brød sig om at køre på den måde.
"Alle så, hvad der skete på Angliru, og ingen af os kunne lide den måde, vi kørte på. Ledelsen kunne heller ikke," sagde han i interviewet ifølge B.T., og fortsatte:
"Heldigvis sagde ledelsen til os efter etapen, at det var slut med at køre mod hinanden, og at vi måtte beholde de pladser, vi havde."
Han slog også fast, at han er glad på Kuss' vegne. Samtidig sagde han også, at han ikke havde lyst til at tage førertrøjen fra sin holdkammerat.