Tidligere Tour de France-vinder tæt på konkurs

Af: Nicolai Busekist

|

10/11/2023 12:07

Den tidligere Tour de France-vinder er kommet i økonomiske vanskeligheder, og siges at være tæt på konkurs.

Mest læste i dag

Ganske vist følger der både hæder og penge med, når man vinder Tour de France. Men der er ikke tale om et beløb, som du kan leve af resten af livet.

Som professionel cykelrytter er det derfor afgørende, at man også formår at passe godt på sine penge. Og tilsyneladende har Bradley Wiggins ikke været helt så god til dette.

Tilbage i 2012 vandt han Tour de France, men nu lyder det, at han er meget tæt på at være personligt konkurs. Ifølge Ekstra Bladet fremgår det er af en rapport, der er blevet udarbejdet af en kurator i Wiggins' tidligere selskab, Wiggins Rights Limited. Dette selskab blev erklæret konkurs allerede i efteråret 2020.

I denne forbindelse er der af kurator blevet fremsat et krav på 979.953 pund, hvilket svarer til omtrent 8,4 millioner kroner. Angiveligt skulle der være tale om et lån, der ikke er blevet indfriet.

Siden konkursen har Wiggins været under en frivillig aftale med kurator, som er kendt som en IVA (Individual Voluntary Agreement). Formålet med denne aftale er, at kreditorerne får deres penge, og at han selv undgår konkurs.

Men da han ikke har afdraget på sin gæld de seneste år, kan det ende med at ændre sig. Blandt andet har han for nylig solgt en ejendom i Spanien til seks millioner kroner, men disse penge har han ikke brugt til at betale af på sin gæld.

Wiggins har erklæret sig uenig i kravet, men det ændrer ikke på, at den 43-årige tidligere cykelrytter kan blive erklæret personlig konkurs.

For at skrabe penge ind til at betale kreditorerne, har kurator nu bedt et selskab om at sælge rettighederne til varemærkerne 'Bradley Wiggins', 'Wiggins' og 'Wiggo'. Disse er på nuværende tidspunkt ejet af Wiggins Rights Limited.