Fik en fyreseddel af David Beckham: Nu har han fundet et nyt job
Af: Nicolai Busekist
|
07/11/2023 11:30
Mest læste i dag
Manchester United-legenden Phil Neville har på det seneste brugt tid på at finde sig et nyt arbejde. Tilbage i juni blev han nemlig fyret som træner for MLS-klubben af Inter Miami.
Fyresedlen fik han stukket i hånden af ingen ringere end David Beckham, som han er tidligere holdkammerater med. Det er nemlig den tidligere United-stjerne, der er blandt ejerne af den amerikanske fodboldklub.
Neville har dog ikke følt sig klar til at forlade USA. Derfor har han også sikret sig et nyt job i MLS. I denne omgang kommer han til at stå i spidsen for Portland Timbers. Det har klubben mandag offentliggjort.
"Jeg har gode minder fra at besøge Portland, som minder mig om Manchester, min hjemby, og jeg kan ikke vente til, at min familie lærer denne smukke by at kende," siger Neville i en udtalelse på klubbens hjemmeside.
Den 46-årige Neville nåede at stå i spidsen for Inter Miami i to år, inden han blev fyret. Inden da var han ansat som træner for det engelske kvindelandshold.
Han har selv en lang karriere som spiller bag sig. Det store gennembrud fik han i Manchester United, hvor han spillede som højreback. Desuden var han ofte også at finde på midtbanen, når Sir Alex Ferguson besluttede at bruge ham der.
I sin tid i United var han med til at vinde Premier League seks gange. Dertil var han også med til at vinde Champions League en enkelt gang.
Han spillede sammen med sin bror Gary Neville i klubben, men i modsætning til sin bror, så blev han ikke på Old Trafford hele sin karriere. Derimod skiftede han videre til Everton, hvor han nåede at spille 303 kampe, inden han besluttede at indstille sin karriere i 2013.