Først mente han ikke, at det var et problem: Nu undskylder Kasper Schmeichel

Af: Nicolai Busekist

|

19/10/2023 08:00

I første omgang mente Kasper Schmeichel ikke, at det var et problem. Alligevel er han endt med at sige undskyld.

Mest læste i dag

Det er ikke nogen hemmelighed, at det danske landshold kom under pres tirsdag aften. Hvad der burde have været en stensikker sejr over San Marino, endte med pludselig at kunne være gået den anden vej.

Undervejs i kampen var det tydeligt at se på flere af spillerne, at de ikke var synderligt glade for den kamp, der blev spillet.

En af dem, der gav udtryk for sin frustration, var målmand Kasper Schmeichel. Og tilsyneladende lod han noget af sin frustration gå udover en bolddreng, der ikke ville give ham bolden.

"Give me the ball, you fucking prick," råbte han til bolddrengen fra San Marino, hvilket kan oversættes til: "Giv mig bolden, din fucking lille lort."

Efter kampen forklarede den danske målmand, at han ikke kunne se, at der var noget galt med det. Tilsyneladende er han kommet på andre tanker, da han har valgt at undskylde for det.

"I et ophedet øjeblik kom jeg til at gå over stregen og bruge et forkert ordvalg overfor en bolddreng under kampen i går," skriver han i en story på Instagram ifølge B.T., og fortsætter:

"Som alle ved, betyder det alt for mig at være rollemodel for børn, og det gør jeg alt for at leve op til. Her fejlede jeg, og det er jeg ked af og beklager."

Det danske landshold spillede en pinlig kamp mod San Marino, der endda scorede et mål, hvilket var det første mål i næsten to år.

Ikke nok med det, så var det også tæt på, at Danmark kun fik et enkelt point med fra kampen. Helt frem til det 70. minut formåede San Marino at holde fast i resultatet på 1-1.

Her fik Yussuf Poulsen sendt bolden i nettet, og dermed stod han også for at sikre, at det danske mandskab kunne tage tre point med.