Rasmus Højlund taler ud efter kaotiske scener: 'Vi smadrer dig'
Af: Nicolai Busekist
|
18/10/2023 08:00
Mest læste i dag
Den danske angriber formåede at tiltrække sig en del opmærksomhed tirsdag aften, hvor Danmark tørnede sammen med San Marino.
Dette gjorde han først og fremmest ved at score kampens første mål, hvilket bragte det danske landshold i front. Men han gjorde sig også bemærket, da han pludselig fik store del af San Marinos landshold på nakken.
Årsagen til dette er, at han valgte at tirre dem lidt, efter Yussuf Poulsens scoring til 2-1. Tilsyneladende var det ikke noget, de brød sig om, og derfor valgte de at reagere.
Efter kampen kunne Højlund dog afsløre, at det bestemt ikke havde været en behagelig kamp for ham. Tværtimod var han ved flere lejligheder blevet truet på italiensk.
"Jeg forstår lidt italiensk, og de sagde blandt andet 'vent til den næste aktion. Vi smadrer dig'. Jeg føler mere eller mindre, det var trusler," sagde han efter kampen ifølge Ekstra Bladet.
Han afslørede også, at de gennem kampen flere gange sagde 'grimme ting' til ham. Ikke nok med det, så var der også flere tidspunkter, hvor der blev både skubbet og slået.
Og derfor var han heller ikke meget for at bruge sin tid på at tale med spillerne efter kampen. Derimod valgte han at forsvinde direkte ned i omklædningsrummet, efter kampens dommer havde fløjtet for sidste gang.
Generelt var han slet ikke tilfreds med, hvor San Marino-spillerne opført sig overfor ham. Han var dog især sur over, at San Marinos Di Maio placerede et knæ direkte i ryggen på den unge angriber.
"Den havde ikke noget med fodbold at gøre. Den er til direkte rød. Dommeren havde slet ikke styr på kampen, og han forstod ikke italiensk, så jeg kunne ikke bebrejde ham, men det endte jo bare med at blive til grin til sidst. Jeg fik et knæ i ryggen, og det må aldrig kun give et gult kort," sagde han efter kampen.