Rory McIlroy og Anthony Joshua investerer i Formel 1-hold
Af: Nicolai Busekist
|
18/10/2023 13:30
Mest læste i dag
Flere store stjerner er en del af den seneste investering i Formel 1. Det gælder blandt andet golfspiller Rory McIlroy og bokser Anthony Joshua, som begge har kastet penge efter projektet.
Derudover har den engelske fodboldspiller Trent Alexander-Arnold samt NFL-stjernen Patrick Mahomes også spyttet penge i puljen sammen med Otro Capital, som har overtaget 24% af aktierne i Formel 1-holdet Alpine.
Det skriver BBC.
Tilbage i juni foretog Otro en større investering i Alpine sammen med RedBird Capital. I denne forbindelse foretog skuespillerne Ryan Reynolds og Rob McElhenney også en investering i holdet.
Efter købet af 24% af aktierne i selskabet bag holdet, er det Renault-ejede hold nu værdisat til cirka 706 millioner pund. Det svarer til omtrent 6 milliarder kroner.
Håbet er, at involveringen af de mange store stjerner, vil øge bevidstheden omkring Alpine. På denne måde håber de også på at kunne øge størrelsen af deres fanbase med tiden.
"Min passion for ekspertise på golfbanen, har fået mig til at beundre den samme forfølgelse i Formel 1," lyder det i en pressemeddelelse fra McIlroy.
"At samarbejde med Otro Capital om Alpine F1 er en spændende satsning, der forener min kærlighed til sport, konkurrence og den ubarmhjertige stræben efter at være den bedste."
Joshua har også udtalt sig i forbindelse med investeringen, og fortæller her, at han ikke ville gå glip af muligheden.
"Muligheden for at investere strategisk med Otro Capital i Alpine var en mulighed, jeg ikke kunne ignorere," siger han.
"Arven fra holdet, blandet med den globale vækst af Formel 1 som sport og brand, gjorde dette til en meget seriøs mulighed."
Alpine sluttede på en 4.-plads i den samlede stilling i sidste sæson. I år går det ikke helt så godt, da de ligger på en samlet 6.-plads med fem løb tilbage.