Af: Nicolai Busekist
|
21/09/2023 07:11
Mest læste i dag
Norske Ole Gunnar Solskjær var med til at hente Cristiano Ronaldo retur til Old Trafford i 2021, hvorefter han scorede to gange i sin debut, hvor United vandt 4-1 over Newcastle.
Kun to måneder efter denne kamp, endte nordmanden med at blive fyret af klubben. Det skete efter en dårlig periode, hvor United tabte fem ud af syv kampe.
Mange rettede skarp kritik af den femdobbelte Ballon d'Or-vinder Ronaldo, som blev beskyldt for at være en stor del af problemet, selvom han havde scoret 24 mål på tværs af alle turneringer i 2021/22-sæsonen.
Solskjær har nu åbnet op omkring, hvad der var idéen bag at hente sin tidligere holdkammerat retur til klubben. Han indrømmer også, at den vanskelige periode var med til at fremhæve 'visse spillere og egoer'.
"Det var en beslutning, som var meget svær at afvise, og jeg følte, at vi var nødt til at tage den, men den viste sig at være forkert," sagde Solskjær til The Athletic.
"Det føltes så rigtigt, da han skrev under, og fansene følte det ved Newcastle-kampen, hvor Old Trafford var i bevægelse."
"Han var stadig en af de bedste målscorere i verden. Han så stærk ud. Da jeg så på kampene, ville det være en afgørende periode: Manchester City, Liverpool og Tottenham og Leicester på udebane. Derefter Chelsea og Arsenal plus Champions League."
"Tingene gik ikke vores vej. Det startede med Aston Villa hjemme og et sent straffespark."
"Når man har et hold, har man brug for, at alle trækker i samme retning. Da tingene ikke gik den rigtige vej, kunne man se visse spillere og egoer komme frem. Vi slog Tottenham overbevisende 3-0 på udebane, men så tabte vi to kampe."
Ronaldo endte med at forlade United efter lidt over et år, hvilket skete i kølvandet på et eksplosivt interview med Piers Morgan, hvor han blandt andet kritiserede klubbens faciliteter og nye træner, Erik ten Hag.
I dag befinder han sig i Al-Nassr i Saudi-Arabien, hvor det næsten må forventes, at han har planer om at blive, indtil han er klar til at trække sig tilbage som professionel fodboldspiller.
Fodbold
Tennis