Rasmus Højlund kan få ny holdkammerat: Ten Hag har udset afløser for Maguire
Af: Nicolai Busekist
|
24/10/2023 14:30
Mest læste i dag
Harry Maguire har ved flere lejligheder vist, at han ikke længere har niveauet til at spille i Manchester United. Derfor var klubben også klar til at sælge ham i sommer, men et salg blev ikke en realitet.
Dette har dog ikke ændret på det faktum, at United-træner Erik ten Hag aktivt er på udkig efter en afløser. Det skyldes, at der generelt er behov for at styrke defensiven i den engelske klub.
Både Lisandro Martinez og Raphael Varane har været ramt af skader i denne sæson, hvorfor defensiven har haltet. Dette har medført, at spillere som Jonny Evans og Maguire har været nødt til at tage over.
Derfor har Ten Hag og co. også et stort ønske om at hente en ny midterforsvarer. Dette kan potentielt blive en realitet allerede i januar, om end det er mere sandsynligt, at købet først bliver foretaget til sommer.
I denne forbindelse er De Røde Djævle blevet kædet sammen med flere forskellige spillere. Blandt andet har der været forlydender om, at de holder øje med Benfica-forsvarer Antonio Silva.
Men ifølge Football Insider har Old Trafford-klubben faktisk udset sig en afløser for Maguire, der spiller i Premier League. Mediet skriver, at de skulle have et godt øje til Crystal Palace-stjernen Marc Guehi, der forventes at koste omkring 60 millioner pund (510 millioner kroner).
Beslutter de sig for at ville hente Guehi, virker et skifte i januar dog usandsynligt. Ifølge Football Insider ønsker han ikke at skifte klub midt i sæsonen, da han vil være sikker på regelmæssig spilletid forud for EM 2024.
Derimod kan det ikke udelukkes, at de vil forsøge at hente ham efter denne sæson. De undgår dog ikke at betale for ham, da han har kontrakt frem til juni 2026.