Rasmus Højlund langer ud efter skuffende nederlag

Af: Nicolai Busekist

|

04/10/2023 08:16

Rasmus Højlund kunne glæde sig over to scoringer og en kåring som kampens spiller i opgøret mod Galatasaray – men ikke en sejr og tre point.

Mest læste i dag

Manchester United har ikke fået en god start på denne sæson. Det gælder ikke blot i Premier League, men også i Champions League, hvor de har tabt begge deres kampe. Det blev en kendsgerning tirsdag aften, hvor de blev besejret 3-2 af Galatasaray på Old Trafford.

Der var ikke mange lyspunkter for den engelske klub, men der var et enkelt. Danske Rasmus Højlund spillede nemlig en fremragende kamp, hvor han tilmed også scorede begge holdets mål.

Efter kampen udtalte han, at han naturligvis var glad for sine to mål, men at det ikke handler om de individuelle præstationer.

"Det er en lidt rodet følelse. Selvfølgelig handler det for mig om at score mål, men det handler jo ikke om individuelle præstationer, men om at vinde fodboldkampe, og det gør vi ikke lige pt.," siger Rasmus Højlund til TV3+ ifølge Ritzau.

Han blev kåret som kampens spiller af UEFA, og kan nu glæde sig over, at det indtil videre er blevet til tre mål i Champions League.

Selvom Højlund var glad for at have bidraget på banen, så var det ikke nok til at sikre en sejr. Og det skyldes primært, at der blev begået store fejl i defensiven. Derfor var den 20-årige dansker også klar i mælet om, at der skal være mere i fokus i forsvaret.

"Det må have noget med fokus at gøre. Når man lige har scoret, skal man sørge for at lukke af nede bagi," udtalte han efter kampen.

Da de står med nul point efter to kampe i gruppespillet i Champions League, er der stort pres på De Røde Djævle. Derfor mener Højlund også, at det er altafgørende, at de vinder over FC København på såvel ude- som hjemmebane.