Spekulationerne har været mange: Nu har Yussuf Poulsen fået styr på fremtiden
Af: Nicolai Busekist
|
25/10/2023 11:00
Mest læste i dag
Den danske landsholdsangriber Yussuf Poulsen har på det seneste været genstand for en del spekulation. Der har nemlig været rygter om, at han kunne være på vej væk fra RB Leipzig.
Nu har det vist sig, at der bestemt ikke har været hold i disse rygter. I stedet har han skrevet under på en ny kontrakt med den tyske klub. Derfor har de nu papir på hinanden frem til sommeren 2026. Det skriver RB Leipzig på sin hjemmeside ifølge Ritzau.
Dermed får han også mulighed for at udbygge sin rekord som den spiller, der har spillet flest kampe for Leipzig. Da han nu får yderligere to sæsoner i klubben, kommer han naturligvis til at forøge dette antal.
Yussuf Poulsen blev hentet til Leipzig i en alder af kun 19 år. Det skete i juli 2013, hvorfor han har været i klubben i mere end 10 år. Selvom han har været i klubben i mange år, har han ikke selv haft et ønske om at søge nye græsgange.
"Jeg har sagt det før og kan kun gentage det. Jeg elsker at være i Leipzig. Jeg er endelig fit igen i denne sæson og kan derfor hjælpe holdet på banen," siger han til klubbens hjemmeside, og fortsætter:
"Jeg nyder at spille på dette hold og ser frem til hver eneste træning og kamp."
Hvis han ikke forlader klubben, inden hans nye kontrakt udløber, når han at spille 13 sæsoner i samme klub. Dermed vil det vare længe, inden en anden spiller kommer til at overgå antal kampe, han har spillet for Bundesliga-klubben.
I forbindelse med forlængelsen har han talt med både træner og sportsdirektør om fremtiden. Her er de blevet enige om at forlænge hans aftale. Indtil videre har han spillet 370 kampe i Leipzig, hvor han har bidraget med 85 mål og 65 oplæg.