Christian Horner giver opdatering på Daniel Ricciardo

Af: Nicolai Busekist

|

01/10/2023 07:12

Red Bull-boss Christian Horner er kommet med en opdatering på, hvornår Daniel Ricciardo er klar til at vende retur til Formel 1.

Mest læste i dag

Efter Daniel Ricciardo måtte udgå med en brækket hånd, har der været spekuleret i, hvornår han vil være klar til at vende tilbage.

I denne forbindelse har Red Bull-boss Christian Horner meddelte, at det er 'mindre end sandsynligt', at han vil være klar til at køre i Qatar i oktober.

Den australske racerkører har været tvunget til at holde sig på sidelinjen i de seneste fire løb. Det skyldes, at han brækkede sin hånd under en træning ved Hollands Grand Prix.

Derfor har han kun kunnet køre tre løb i denne sæson, efter at være blevet udpeget som afløser for Nyck de Vries, der blev fyret efter kun 10 løb som Formel 1-kører.

På trods af dette, har holdet offentliggjort, at deres hold næste år vil bestå af Ricciardo og Yuki Tsunoda. Selvom Liam Lawson helt afgjort har imponeret i denne sæson, har han derfor ikke overbevist AlphaTauri om, at han skal have et sæde næste år.

Da Ricciardo pådrog sig sin skade, var der forlydender om, at han kunne vende retur allerede i Japan eller Singapore. Sådan er det dog ikke gået, og der er endnu intet officielt meldt ud om, hvornår han vil være tilbage i bilen.

I og med, at Lawson har klaret sig rigtig godt som afløser for Ricciardo, er der ingen grund til at forhaste hans comeback. Derimod mener Horner, at det er bedre at lade det tage den tid, der er brug for.

"Jeg vil sige, at det er mindre end sandsynligt i øjeblikket," sagde han til Sky Sports, da han blev spurgt, om Ricciardo er klar til Qatar.

"Hans genoptræning går godt, men han har sædet til næste år. Han har ikke brug for at skynde sig tilbage i Qatar. Måske vil yderligere et par uger til Austin, som alligevel er en ujævn bane... Det kan være bedre at bruge den tid til at forberede sig til Austin."

"Jeg ved, at han har rettet sig mod Qatar. Han kører simulatoren i næste uge, og så tager vi nogle beslutninger baseret på det."