Max Verstappen kåret som lønkonge: Så meget mere end Lewis Hamilton tjener han

Af: Nicolai Busekist

|

22/09/2023 06:23

Racerkøreren Max Verstappen har sikret sig en lukrativ kontrakt med Red Bull, som har gjort ham til lønkonge i Formel 1.

Mest læste i dag

Det er ikke nogen hemmelighed, at det kan være rigtig lukrativt at være racerkører. Det gør sig især gældende, hvis man er blandt de mest succesfulde kørere i Formel 1.

Det kan flere af det nuværende felts kørere skriver under på. Én af dem, der især kan vedkende sig dette, er Red Bull-stjernen Max Verstappen.

Han har nemlig sikret sig en enormt lukrativ kontrakt med det anerkendte Formel 1-hold, hvilket har gjort ham til den klare lønkonge i feltet.

Ifølge The Sun kommer han i 2023 til at tjene intet mindre end 45 millioner pund, hvilket svarer til omtrent 390 millioner kroner.

Dermed er han også et godt stykke over Lewis Hamilton, der ligger nummer to på listen. Den britiske tidligere verdensmester må 'nøjes' med en årlig indkomst på 28 millioner pund, svarende til cirka 240 millioner kroner.

Flere andre kørere kan også bryste sig af at have lønninger i den høje ende, hvilket omfatter Charles Leclerc og Lando Norris, der tjener hhv. 170 millioner og 138 millioner kroner i denne sæson.

Derfra er der et ganske stort spring ned til de næste kørere på listen, da Carlos Sainz og Sergio Perez bliver betalt det halve af, hvad Norris kan se tikke ind på sin konto.

Det vidner naturligvis også om, at der er stor forskel på, hvad de mange racerkørere tjener. Fælles for dem alle er dog, at de bestemt ikke har nogen grund til at klage over deres indkomst.

Dette gør sig også gældende for danske Kevin Magnussen, der for nylig kunne bekræfte, at han har forlænget sin aftale med Haas, så den også løber over næste sæson.

Ifølge The Sun kan han i denne sæson indkassere 4 millioner pund, hvilket svarer til lidt over 34 millioner kroner. Derudover har han naturligvis også yderligere indkomst fra sponsorer og deslige.