Tiger Woods har været væk i seks måneder: Nu er der endelig godt nyt
Af: Nicolai Busekist
|
08/10/2023 18:43
Mest læste i dag
Tiger Woods har været tilbage på golfbanen for første gang siden april. Den 47-årige golflegende har derfor ikke været på banen i et halvt år på grund af skader, men nu ser det ud til, at det går fremad.
Han blev sidst set spille til en officiel turnering ved The Masters i Augusta, der blev afviklet for seks måneder siden.
Her var han nødt til at trække sig i tredje runde, efter at have pådraget sig en skade, der gjorde, at han ikke var i stand til at spille videre.
Efterfølgende er han blevet opereret i sin ankel, hvilket skyldes, at han i 2021 var involveret i en alvorlig bilulykke. I denne forbindelse pådrog han sig alvorlige skader på sit højre ben, som har plaget ham i høj grad på og udenfor banen.
I starten var der en frygt for, at han aldrig ville være i stand til at gå igen. Efter en periode med hård og intens genoptræning, var han ikke blot i stand til at gå igen. Han formåede også at vende tilbage til golfbanen sidste år, om end han ikke nåede samme høje niveau.
Derfor har det i høj grad påvirket hans karriere, at han var involveret i den voldsomme ulykke.
På det seneste har der også været tvivl om, hvorvidt han ville vende retur til banen, men lørdag skete det endelig. Der er nemlig dukket en video op på de sociale medier, der viser, at Tiger Woods har været ude at træne på Pebble Beach.
I videoen ser man, at han slår et wedgeslag på et par 3-hul. Videoen har naturligvis fået flere af hans mange fans til at reagere.
"Giv ham den grønne jakke nu," er der en person, der har skrevet på X.
"Tiger Woods vil vinde igen @ChampionsTour," lød det fra en anden.
"Kom så! Her er jeres 2024 Masters-vinder. Vi ses til PNC med Charlie," skrev en tredje.