Siden juli 2017 har han været hjerneskadet, hvilket han nu har fået kompensation for.
Den lovende Ajax-spiller Abdelhak Nouri fik hjertestop i en venskabskamp tilbage i 2017. Han blev genoplivet, men hans hjerne tog så meget skade, at han nu er permanent hjerneskadet.
LÆS OGSÅ: Rafael Nadal advarer tennisstjerne
Siden da er Ajax og lægerne bag behandlingen kommet frem med en undersøgelse, der viser, at Nouri ikke fik den vitale og korrekte behandling i det afgørende øjeblik.
Siden da har der været en tvist mellem familien og Ajax omkring kompensation for fejlagtig behandling og tabt arbejdsfortjeneste. Familien og Ajax skulle nu have indgået et forlig, der sender et millionbeløb til familien.
Ifølge Ajax' hjemmeside er der tale om et beløb, der løber op i 58 millioner kroner. Ydermere fortsætter Ajax med at betale for hans yderligere behandling.
Administrerende direktør Edwin Van der Sar er glad for, at man er blevet enige om en aftale, der glæder alle parter, og styrker forholdet mellem klubben og familien:
"Det er godt, at der er indgået en aftale, så vi kan lukke denne tvist. Vi er alle klar over, at lidelserne for Abdelhak og hans kære ikke er forbi. Det er fortsat en meget trist situation. Men når jeg besøger ham, bliver jeg fortsat modtaget med åbne arme af familien. Båndet mellem Ajax og Nouri-familien er permanent," sagde Van Der Sar.