Mest læste i dag
Mark O. Madsen måtte natten til søndag acceptere sit andet nederlag i træk i UFC-regi. Derfor bliver der nu stillet spørgsmål ved, om det var hans sidste kamp som MMA-kæmper.
Den 39-årige dansker har tabt to kampe i træk, hvorfor det er et relevant spørgsmål. Hvad der dog særligt har fået spekulationerne til at svirre, er en udtalelse fra Jared Gordon efter kampen.
"Da vi var færdige, hviskede han mig i øret, at nederlaget gjorde ondt på ham, fordi det formentlig er hans sidste kamp, sagde Gordon til Ekstra Bladet.
Han fortæller også, at han ikke nåede at svare danskeren, inden de blev trukket fra hinanden.
Deres kamp havde en varighed på mindre end fem minutter, inden den blev stoppet af dommeren. Her havde Gordon fået banket Madsen i gulvet, og var i fuld gang med at overdænge ham med slag.
Det var naturligvis slet ikke, hvad Madsen havde håbet på, da han også tabte sit seneste opgør i UFC til Grant Dawson. På trods af Madsens store erfaring som bryder, så foregår en stor del af deres kamp på benene.
Ekstra Bladet spurgte desuden den amerikanske kæmper, om han havde et godt råd til Madsen. Her gjorde han det klart, at han skal overveje sit næste skridt.
"Ja. Tag dig din tid. Tag ikke nogle forhastede beslutninger. Jeg håber, han er ok. Og jeg ønsker ham det bedste," lød det fra ham.
Ekstra Bladet har forsøgt at få fat i Mark O. Madsen efter hans kamp mod Gordon. Han er dog ikke vendt tilbage på deres henvendelser.
Fodbold
Tennis