Omdiskuteret Formel 1-løb endnu ikke aflyst

Af: Nicolai Busekist

|

24/02/2022 20:47

Mest læste i dag

Det omdiskuterede løb er stadig på løbskalenderen, da man endnu ikke har truffet en beslutning.

Formel 1's russiske Grand Prix forbliver indtil videre på kalenderen, på trods af Ruslands invasion af Ukraine.

Løbet på Sochi Autodrom er i kalenderen sat til at blive kørt i september. Men hverken Formel 1 eller FIA har indtil videre meldt noget ud om en aflysning.

Ifølge The Guardian holder de dog stærkt øje med situationens udvikling: 

"Formel 1 følger nøje udviklingen af situationen som mange andre og har på nuværende tidspunkt ingen yderligere kommentarer til løbet i Rusland planlagt til september. Vi vil fortsat følge situationen meget nøje," lyder det i en meddelelse fra Formel 1. 

En lignende situation udspillede sig op til det første løb på banen tilbage i 2014. Her tog Rusland kontrollen over Krim-halvøen i Ukraine, men løbet blev stadig kørt som planlagt. 

Kandidaten til FIA's præsidentpost Ari Vatanen var ikke meget for, at løbet skulle køres: 

"Støtter vi regimet, der står bag dette blodstogt? Eller siger vi, at dette ikke er korrekt? Det ville sende et budskab om accept, hvis vi tog til Rusland," lød det dengang fra Vatanen.

Han blev ignoreret, og løbet blev kørt, eftersom den russiske regering havde støttet løbet med en meget stor sum penge.