Efter voldsom ydmygelse til Holger Rune: Nu melder Aneke Rune ud

Af: Nicolai Busekist

|

06/10/2023 12:49

Fredag morgen dansk tid blev Holger Rune ydmyget i Shanghai, og nu melder hans mor og manager ud.

Mest læste i dag

Holger Rune har ikke været sig selv på det seneste. Den danske stjerne har tabt ni af de seneste ti kampe, han har spillet. Fredag morgen danske tid gik det dog helt galt for ham.

Hvad der skulle have været en sikker sejr for den 20-årige dansker, endte med at blive et af de mest ydmygende nederlag i hans karrierer.

I anden runde af Shanghai Masters blev han kørt midtover af amerikanske Brandon Nakashima, der ligger nummer 122 på verdensranglisten. I første sæt vandt Holger Rune ikke et eneste parti, mens det kun blev til to stk. i andet sæt. Han tabte derfor kampen med cifrene 0-6, 2-6.

Flere gange i løbet af kampen viste Holger Rune tydelige tegn på at være frustreret og vred. Han formåede da også at rage en advarsel til sig, da han på et tidspunkt hamrede bolden du af arenaen.

På tribunen sad hans mor og manager Aneke Rune, som hverken kunne gøre fra eller til, selvom hun forsøgte. Ifølge TV 2 Sport kunne man i andet sæt høre hende fortælle sin søn, at han skulle spille ordentligt og ikke gøre sig selv til grin.

Nu har hun også givet en kortfattet melding efter det chokerende nederlag, hvor hun peger på, at han mentalt ikke er til stede.

"Han er simpelthen så låst, nervøs og mentalt slet ikke til stede. Synd," skriver Aneke Rune i en besked til nyhedsbureauet Ritzau.

Holger Rune har især haft det svært siden græssæsonen, da han blandt andet har kæmpet med en rygskade. Ligeledes har der også været stor forvirring på trænerfronten, hvilket er endt med, at han har skiftet Patrick Mouratoglou ud med Lars Christensen.

Selvom han har døjet med en rygskade, var det ikke årsagen til, at han fredag tabte for niende gang i de seneste ti kampe. Aneke Rune er derimod overbevist om, at det er en mental ting.

"Pres, resultater, ikke at have vundet kontinuerligt længe, egne forventninger," lyder Aneke Runes bud.

Holger Rune har nu mulighed for at sunde sig lidt, og forsøge at finde en rytme, inden han skal i aktion ved ATP-turneringen i Stockholm. Det er en vigtig turnering, da han her er forsvarende mester.

Den svenske turnering bliver spillet fra 16. til 22. oktober, hvilket giver den unge dansker over en uge til at forberede sig.