Holger Rune-lejren melder ud: Vi burde have gjort dette i stedet
Af: Nicolai Busekist
|
12/10/2023 11:00
Mest læste i dag
Det er næppe gået nogens næse forbi, at tingene ikke har fungeret optimalt for Holger Rune på det seneste. Tværtimod har han kun vundet en ud af de seneste ti kampe.
Det betyder selvfølgelig, at han er blevet slået tidligt ud af flere turneringer i træk. Dette kan vise sig at få store konsekvenser, da det i værste fald kan resultere i, at han ikke får en plads til sæsonfinalerne i Torino.
Det faktum, at det har været vanskeligt på det seneste, har naturligvis fået Holger Rune og hele holdet til at tage deres beslutninger op til genovervejelse.
Dette har blandt andet fået Holger Runes mor og maneger, Aneke Rune, til at melde ud, at de helt burde have droppet de kinesiske turneringer.
"Skal vi være bagkloge, havde vi nok gjort fornuftigt i helt at hoppe Kina over og fokusere på at træne," siger hun til TV 2 Sport.
Selvom det nu kan virke indlysende, at det ville have været den rette beslutning, var valget dog ikke helt så simpelt for Holger Rune og co.
Den primære årsag til dette er, at Masters 1000-turneringen i Shanghai er en obligatorisk turnering. Det betyder, at det kun er tilladt at springe den over, hvis man har en skade. Det var Holger Rune ikke, og derfor besluttede holdet at tage afsted til Kina.
I de uger, som den danske tennisstjerne og hans hold befandt sig i Kina, blev det kun til en enkelt sejr i tre kampe.
Værst gik det til, da han spillede mod nummer 122, Brandon Nakashima, i Shanghai Masters. Her tabte han på chokerende vis med cifrene 6-0, 6-2.
Nu er Kina-eventyret (eller mareridtet) overstået, og fokus er rettet mod den kommende ATP-turnering i Stockholm.
"Men nu er han i arbejdstøjet, og det er fedt. Og vi har Kim (Larsen, red.) fra Team Danmark med til at behandle Holger efter alle træningerne, så det er luksus," siger Aneke Rune.