Af: Nicolai Busekist
|
03/11/2023 14:30
Mest læste i dag
Den danske tennisspiller Holger Rune var torsdag aften i aktion i Paris Masters. Her sikrede han sig en plads i kvartfinalen med en sejr over tyske Daniel Altmaier.
Rune spillede en rigtig flot kamp, men det var ikke kun hans spil, der var med til at afgøre kampen. Det var hans skarpe øje også.
I første sæt ved stillingen 3-3 og 40-30 til Altmaier, sendte den tyske spiller en serv afsted, der først blev dømt inde. Derfor jublede Altmaier og gik derefter over til sin bænk. Tilskuerne begyndte endda at rejse sig op, fordi de troede, at partiet var færdigt.
Men Rune havde set noget, som andre ikke havde fået øje på. Han følte sig overbevist om, at Altmaiers serv var ude. Derfor besluttede han sig for at kalde en challenge.
Da optagelserne blev set igennem, viste det sig, at Rune havde ret. Det udnyttede han til at skabe momentum, som fik partiet vendt til hans fordel. Dermed brød han sin modstander.
"Jeg føler selv, jeg har en meget god fornemmelse med mine challenges. Jeg følte, at den muligvis var ude, og så tænkte jeg, at jeg tog chancen og kaldte en challenge, og så var den så ude," sagde han til TV 2 Sport efter kampen.
"Og så er det jo ligesom et lidt frit point, jeg har. For hvis jeg ikke havde kaldt challenge, så havde jeg tabt partiet. Så det blev lidt en ekstra mulighed for mig, og så formåede jeg at få brudt ham. Og det er jo selvfølgelig frustrerende for ham, når han troede, han havde fået 4-3. Men jeg er glad for mit fokus i kampen. Jeg havde fokus på de rigtige ting."
Fodbold
Tennis