Af: Nicolai Busekist
|
01/11/2023 17:30
Mest læste i dag
Holger Rune og co. leder hele tiden efter nye måder, hvorpå de kan forbedre hans spil. Ligeledes er de også ivrige efter at finde løsninger, der sikrer, at han ikke bliver skadet.
Af denne grund har de også et stort ønske om at kunne tilknytte deres egen fysioterapeut. Det har været en drøm i et stykke tid, men Rune-lejren har endnu ikke fået gjort alvor af det.
Torsdag skal Rune i aktion ved Paris Masters, hvor han skal forsvare sin titel. Sidste år gik han nemlig hele vejen til finalen, hvor han også vandt over Novak Djokovic.
Med sig til Paris har han stort set hele sit hold, men én ting mangler der. Han har ikke nogen fysioterapeut med sig, og det vil han rigtig gerne have i fremtiden. Sådan lyder det fra mor og manager Aneke Rune forud for kampen mod Dominic Thiem onsdag aften.
"Jeg tror ikke, der er en spiller i top-10, der ikke har deres egen fysioterapeut tilkoblet. Så det er helt klart noget, som er på ønskelisten. Det var også derfor, at vi rakte ud til Team Danmark og lånte Kim," siger hun til TV 2 Sport.
I september kom det frem, at Rune-lejren havde indgået en aftale om at låne Kim Larsen fra Team Denmark. Her var aftalen, at han skulle med som behandler til turneringerne i Asien.
Han er dog ikke med i Paris, men det er Runes nye træner Boris Becker til gengæld. Ligeledes har han også mor Aneke Rune ved sin side, ligesom analytiker Mike James samt hans fysiske træner Lapo Becherini også er med.
Fodbold
Tennis