Af: Nicolai Busekist
|
31/10/2023 08:00
Mest læste i dag
Holger Rune har været inde i en dårlig stime på det seneste. Siden kvartfinalen ved Wimbledon tabte han 10 ud af 11 kampe, inden han begyndte at finde formen igen.
Den danske tennisstjerne havde også en periode med en masse rod omkring sig. Blandt andet fik han en kæreste, hvilket endte med at få stor opmærksomhed. Og også mere opmærksomhed, end hvad den 20-årige tennisspiller sandsynligvis havde håbet på.
I september besluttede han sig for, at der skulle ske noget. De dårlige resultater var blevet for meget, og der var brug for forandringer i Rune-lejren.
Det medførte, at han afbrød sit samarbejde med den franske træner Patrick Mouratoglou. I samme ombæring besluttede han sig for at genoptage sit samarbejde med Lars Christensen. Formålet med dette var at finde ro til at finde sit tidligere niveau.
Derfor kom det også som en stor overraskelse, da det pludselig blev meldt ud, at han havde indgået et samarbejde med Boris Becker.
Nu har Rune afsløret, at det faktisk hele tiden har været planen, at han skulle have to trænere tilknyttet. Det var også derfor, at han forsøgte sig med at tilknytte Mouratoglou, hvilket dog ikke fungerede helt.
"Jeg har altid gerne villet have det der ping-pong mellem en træner og en coach. Det kunne desværre ikke lade sig gøre med Patrick og Lars," siger Holger Rune i et interview med Ekstra Bladet.
I denne uge spiller han ved Paris Masters, som han vandt sidste år. Her skal han forsøge at hente de sidste point, der kan sikre ham kvalifikation til sæsonfinalerne i Torino senere i november.
Fodbold
Tennis