Mest læste i dag
Tennis er ikke den eneste sport, som Rafael Nadal er vild med. Han er også vild med eldrevne speedbåde.
Spanske Rafael Nadal har en stor interesse for eldrevne speedbåde, hvilket har fået ham til at købe sig ind i et helt nyt hold, der skal konkurrere i denne disciplin.
Det vidner om, at det ikke blot er tennis, der er i fokus hos Nadal, til trods for, at han inden længe skal være klar til at spille Australian Open.
Tirsdag kom det frem, at han er blevet medejer af et hold, der skal tage del i et helt nyt mesterskab med eldrevne speedbåde. Det skriver Ritzau.
Konkret er der tale om et mesterskab, der vil gå under navnet UIM E1 World Championship. Ifølge arrangørerne bag vil det værste det første af sin slags.
Generelt er der i de seneste år kommet mere fokus på el, når det kommer til motorsport. Der er dukket flere serier op med f.eks. eldrevne biler, og nu er tiden kommet til speedbåde. Det er planen, at det nye mesterskab vil få sin start senere i år.
"Jeg er meget spændt på at blive involveret i et projekt som E1, der går op i bæredygtighed og vil være godt for samfundet generelt - især i kystområder," lyder det fra Rafael Nadal på arrangørernes hjemmeside.
Nadal er ikke den eneste sportsstjerne, der har valgt at kaste penge efter et hold i det nye mesterskab. Det samme har Sergio Perez, der kører Formel 1 for Red Bull, valgt at gøre.
Inden det er tid til at sætte de hurtige både i vandet, så der kan tages hul på det helt nye mesterskab, skal Nadal dog rette fokus mod tennisbanen, da han i de kommende uger skal forsøge at forsvare sin titel i Australian Open.