Tidligere tennisstjerne om Rafael Nadal: Hvis han gør det, er det 'overmenneskeligt'
Af: Nicolai Busekist
|
08/12/2023 15:30
Mest læste i dag
Næste år vender Rafael Nadal tilbage til tennisbanen. Det sker efter en pause på et helt år, hvor han har kæmpet med genoptræning efter først en skade og dernæst en operation.
Derfor er der naturligvis også tvivl om, hvor meget man kan forvente af den spanske stjerne. Men den tidligere tennisspiller Fabrice Santoro mener, at man tydeligt kan mærke passionen stråle ud af Nadal.
"Det er ikke naturligt – især i hans alder. Hans indlæg (sidste fredag, red.) er smukt og rørende. Jeg fik gåsehud, mens jeg lyttede til videoen. Total Rafa med enorm oprigtighed, fordi det er passion, der overtrumfer alt," siger han i et interview med L'Equipe.
"Jeg kender den indsats, det har krævet fra ham i flere måneder at håbe på en tilbagevenden. Med denne usikkerhed... Det er kolossalt at være klar til at gøre disse anstrengelser, når man har vundet så meget, som han har."
Nadals store mål for 2024 vil med stor sandsynlighed være at klare sig bedst muligt ved Roland Garros. Her er det lykkedes ham at vinde i alt 14 titler, hvoraf den sidste kom i 2022.
At vinde en Grand Slam efter et år på sidelinjen, er ikke nemt. Men hvis der er nogen, der kan formå at gøre det, så er det Nadal.
"Han løber risikoen. Jeg ville elske, at han gik hele vejen på Roland Garros. Det er en kæmpe udfordring. Men efter min mening er det ikke engang vigtigt," siger Santoro.
"Hvis han vinder Roland Garros, er det overmenneskeligt. Men hvis han ikke vinder mange kampe, er det anekdotisk. Når han kommer tilbage, har han allerede vundet. Jeg kan ikke vente med at se ham spille i Australien."